Hash’ens veje

Kapitel 3 – Hash’ens veje.
Bog “Hash – en forbrugervejledning” af Carsten Jørgensen – 1969

Man har hævdet, at en legalisering af hash er umulig, fordi hash er forbudt i vore nabolande og således ikke kan føres legalt til Danmark. Men der findes dog direkte fly- og skibsruter, der kan løse dette spørgsmål.

Under alle omstændigheder er hovedsagn ved en legalisering af hash’en den, at forbrugeren kan ryge sin hash uden at følge sig som en forbryder, og uden at han behøver at frygte behandling som en sådan. For hash’en skal nok nå frem til markedet! Der er i dag mellem 200 og 400 millioner hash-nydere, og Danmark er ikke det eneste land, hvor legalisering overvejes. Alle steder er udbredelsen i fremgang; bliver en rute stoppet, åbnes fire nye. Hashsmuglerne bruger alt,, lige fra kamerlers mavesække og udhulede bilkarrosserier til konservesdåser og urværksløse armbåndsure. Stoffet er så stærkt, at den mængde, der kan opbevares i kapslen på et armbåndsur, er rugekugt tuk kabg tuds firbruug. Og smuglerne finder stadig på nye muligheder. Hovedparten af den hash, der kommer til Danmark, indsmugles af studerende eller af andre unge, der – enten for egne penge, eller financieret af kammerater – tager til Mellemøsten efter et par kilo. De internationale smuglerbander har overhovedet ingen interesse i hash. Så længe prisen er så lav, som den er i Danmark, er der ingen fortjeneste at hente for en smuglerorganisation, der kan tjene det tidobbelte ved smugling af narkotika. Ved hjælp af dobbeltbundede kufferter og andre traditionelle smuglermetoder bringes hash’en ind i landet og kommer, for hovedpartens vedkommende, direkte til København. Her overtager opkøberne partierne (forudsat indsmuglingen er sket med salg for øje) og sælger dem i hele og halve kilo til faste forhandlere. Normalt er disse opkøbere svære at komme i kontakt med, men en forbruger kan dog, via en mellemmand, få fat i et halvt eller helt kilo hash til en meget lav pris. En del af partierne går til de øvrige skandinaviske lande, hvor man på grund af høje straffe også har høje priser med høje fortjenester, eller der bliver solgt nogle kilo til nogle forbrugere, der har skillinget sammen med henblik på eget forbrug. Kun en del af den indsmuglede hash kommer ud på det, forhandlere og forbrugere kalder >Danmarks eneste frie marked>. De hele og halve kilo spredes nu over hele landet. Forhandlerne deler måske partiet op i mindre partier, som så sælges videre til underforhandlere, eller de afhænder det selv. I alle tilfælde stiger prisen ved hvert led, og forskellen kan variere enormt. Hvis for eksempel et gram sælges for tre kroner i københacn, kan et gram fra det samme parti udmærket sælges i en afsidesliggende provinsby for tredive kroner. Nu er det imidlertid langt fra alle, der beregner sig kontant fortjeneste. For det meste (i hvert fald hvad angår de mindre partier) er fremgangsmåden den, at man køber et parti for f.ex. 100 kroner, ryger lidt af det’ og sælger resten for købsprisen, altså 100 kroner. Fortjenesten er da ikke kontant, men >naturel<.

I København er det let nok at finde forhandlere; i provinsen er man for det meste nødt til at have forbindelser. For voksne og ældre, der ønsker hash, vil det letteste være at spørge yngre bekendte eller slægtninge – med den udbredelse hash’en har nu, skulle det ikke ære nødvendigt at spørge ret mange gange. For københavnernes vedkommende er der endvidere de >faste< steder: Amagertorv, Gl. Strand, Nicolaj Plads, Gråbrødre Torv og hele kvarteret der. Fordi man er over tredive behøver det ikke at være svært at finde en forhandler – disse er nemlig vant til at sælge til voksne og tænker sjældent på køberens alder.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.